Følgende indlæg er et af de historiske tilbageblik på movingunderbraking.com kaldet Flashback Friday. Flashback Friday præsenteres i samarbejde med toco.dk og belyser et element i Formel 1-sportens fortid, der kan relateres til sportens nutid.

Ferrari sluttede som hurtigste team efter de to ugers pre-season test. Det italienske mandskab virker på toppen, men der har tidligere være kort fra storhed til fald for holdet fra Maranello. Ferrari er selve Formel 1´s DNA – sejre og nederlag, triumfer og tragedier, og ikke mindst truslen om helt at forlade sporten. I de senere år har Ferrari kæmpet en ihærdig kamp mod først Red Bull og senere Mercedes – foreløbigt uden succes. Det er ofte alt eller intet med Ferrari. Der er særligt tre perioder, hvor Ferrari er gået fra storhed til fald på meget kort tid.

1961 & 1962

Til 1961-sæsonen ændredes regelsættet i Formel 1. Motorvolumen skulle være på 1,5 liter i stedet for 3,0 liter. Ferrari var velforberedte og havde udviklet en helt ny sekscylindret Dino-motor. Ferrari 156 hed 1961-raceren – bedre kendt som ”Sharknose” på grund af det karakteristiske kølerindtag, der lignede næsen af en haj. I en sæson hvor der kun blev kørt otte løb (kun otte løb var tællende til verdensmesterskabet) vandt Ferrari fem løb. Sæsonen endte med et verdensmesterskab til Phil Hill og holdkammerat Wolfgang Von Trips sluttede som nummer to. Hertil et suverænt konstruktørverdensmesterskab til Ferrari.

Den karakteristiske “Sharknose” er en af de mest ikoniske Formel 1-racere nogensinde

Ferrari 156 fortsatte i 1962-sæsonen, men nu havde de øvrige teams indhentet Ferrari udviklingsmæssigt. 1962 blev et katastrofeår for Ferrari, og holdet sluttede tredjesidst i konstruktørmesterskabet. Det blev end ikke til sejre – en 2. plads til Phil Hill ved Hollands Grand Prix var bedste resultat i sæsonen. Alle 156-modeller blev efterfølgende destrueret af Ferrari – derfor findes der ikke én eneste 156-model i dag.

1979 & 1980

1978-sæsonen var domineret af Lotus med deres revolutionerende “Ground Effect Car”. Til 1979-sæsonen udviklede Ferrari deres egen “Ground Effect Car” – Ferrari 312 T4. Den blev først klar til det tredje løb i sæsonen, men herefter så Ferrari sig ikke tilbage. Holdet var suveræne med seks sejre fordelt mellem Jody Scheckter og Gilles Villeneuve. Scheckter endte som verdensmester med Villeneuve som nummer to. Ferrari vandt ligeledes konstruktørverdensmesterskabet i overlegen stil.

Blandt Ferrari-fans er Ferraris racer anno 1979 én af de mest elskede

Til 1980-sæsonen fortsatte Ferrari med Scheckter og Villeneuve i raceren 312 T5. Raceren var en fiasko, da videreudviklingen af aerodynamikken ikke passede til Ferraris tunge tolvcylindret boxermotor. Fra at have scoret 113 point i 1979-sæsonen scorede Ferrari kun 8 point i 1980-sæsonen. Det endte med en ydmygende plads som næstsidst i konstruktørmesterskabet. Bedste placering var en 5. plads til Gilles Villeneuve ved både Monacos- og Canadas Grand Prix.

2004 & 2005

Til 2004-sæsonen udviklede Ferrari raceren F2004. Raceren var nærmest uovervindelig i hænderne på Michael Schumacher og Rubens Barrichello, der imellem sig vandt 15 ud af 18 løb. Konstruktørverdensmesterskabet blev sikret med over 150 points forskel ned til nummer to. Schumacher og Barrichello blev derfor også helt suverænt henholdsvis nummer 1 og 2 i verdensmesterskabet. 2004-sæsonen var en magtdemonstration af Ferrari, og det var svært at se, hvordan Ferrari skulle blive udfordret i 2005. Det blev alt og intet for Ferrari. Til 2005-sæsonen benyttede Ferrari modellen F2005. Det lykkedes kun at vinde én gang ved USA’s Grand Prix. Med til historien hører, at alle teams med Michelin-dæk valgte af sikkerhedsmæssige årsager ikke at køre USA’s Grand Prix. Resultatet var, at kun seks racere stillede til start.

Ferrari-raceren anno 2004 var så suveræn, at Formel 1-sporten mistede mange seere

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *