Et forrygende Grand Prix blev afviklet i en ekstravagant kulisse på banen i Austin Texas. Hvad kan vi tage med os fra weekenden i USA?

Top:

Max Verstappen blev som altid valgt til “Driver of the day”. Det var han ikke. Den bedste kører på banen i Texas var Carlos Sainz Jr. En meget stærk debut af spanieren for sit nye team. Som beskrevet i min optakt – Klar til USA? – hungrer Renault efter succes i konstruktørverdensmesterskabet. Sainz Jr.´s ankomst giver høje forhåbninger om at nå top 5. Selv uden Renaults motoropdatering (som Nico Hülkenberg kørte med) dominerede Sainz Jr. sin holdkammerat over hele weekenden. Det bliver dyrt for Renault, at købe Sainz Jr. fri af Red Bull-aftalen i 2019.

Daniil Kvyat var tilbage i Formel 1-feltet og gjorde det rigtigt godt. At Kvyat havde været ude af sporten i et par løb, var ikke til at se. Ét point er en god indsats set i lyset af russerens dårlige 2017-sæson. Kvyat er alligevel “dead man walking”, da han er ude af Toro Rosso (igen!) for resten af sæsonen. Det kan blive Kvyats afslutning på Formel 1-karrieren, da øvrige teams ikke er en mulighed. Brendon Hartley eller Sebastién Buemi ligner en kommende makker til Pierre Gasly i 2018.

Sebastian Vettel genfandt VM-formen og hans Ferrari-racer var pålidelig. Det gav et rigtigt godt race mellem Vettel og Lewis Hamilton i starten af løbet. En meget velafviklet start af Vettel sendte ham i føring, men på Austin var Hamilton overlegen i sin Mercedes. Vettel gav ikke op uden kamp, og virkede ivrig efter at gøre det godt, selvom et verdensmesterskab synes meget langt væk.

Flop:

Haas på hjemmebane var et flop. Efter snart to sæsoner i Formel 1 er Haas ikke kommet over komplekset som “elevator-hold”. Det er enten meget op eller meget ned. At farten ikke er der i kvalifikationerne er kritisk, og begge kørere hos Haas virker frustrerede. Hvad der skulle have været point på hjemmebane, blev i stedet en farce, hvor både Kevin Magnussen og Romain Grosjean måtte køre alt for længe på deres udtjente dæk. Haas-teamet må være bekymret for 2018-sæsonen, når forbedringer er ikke-eksisterende.

Nico Hülkenberg havde fået en ny forbedret motor fra Renault. Det var helt unødvendigt, da motoren kostede ham deltagelsen i weekendens Grand Prix efter få omgange. Hülkenberg var ikke i stand til at matche sin nye holdkammerat i kvalifikationen, og Hülkenberg skal levere et godt resultat i Mexico for at sikre Renault vigtige point i mesterskabet. Indtil videre har Hülkenbergs efterår ikke været prangende.

Formel 1-sporten har amerikanske ejere – det var tydeligt at se på hjemmebanen i USA. Cheerleaders, røgkanoner og selveste Michael Buffer til at lave præsentation af kørerne. Til tider blev det en lidt langtrukken affære, og det bliver mere show end sport. Midt i virvaret af skuespillere, sportsstjerner og præsident Bill Clinton var der faktisk et godt væddeløb (i baggrunden). Næste år behøver de ikke gøre det “The American Way”, men jeg er sikker på, at det er kommet for at blive på Austin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *