Følgende indlæg er et af de historiske tilbageblik på movingunderbraking.com kaldet Flashback Friday. Flashback Friday præsenteres i samarbejde med toco.dk og belyser et element i Formel 1-sportens fortid, som kan relateres til sportens nutid.

Det blå bånd er en udmærkelse, som tilhører det skib, der har foretaget den hurtigste overfart over Nordatlanten i enten østlig eller vestlig retning. Det er således en ærefuld udmærkelse, som er blevet overført til andre præstationer, særligt i sportens verden. I den olympiske verden er sejre i 100 meter løbet i atletik og -8 mands-roning et ”blåt bånd”.

Motorsporten har også sit blå bånd også kaldet ”The Triple Crown of Motorsport”. For at gøre sig fortjent til dette, skal den samme racerkører vinde Monacos Formel 1 Grand Prix, Indianapolis 500 og 24 timers løbet på Le Mans. Eksperter indenfor Formel 1 er uenige om, hvorledes det er VM-titlen i Formel 1 eller Monacos Grand Prix, der sammen med Le Mans og Indianapolis 500 udgør Motorsportens Blå Bånd. Det gør ikke den store forskel, uanset hvilken version der vælges, er bedriften helt unik.

I tegneserien om den franske racerkører Michel Vaillant – på dansk Mark Breton – er et helt album tilegnet en historie om Motorsportens Blå Bånd

Er det helt umuligt at vinde alle tre løb, tænker mange. Det synes måske sådan med nutidens briller, hvor en racerkører typisk kun deltager i én løbsserie, men sådan har det ikke altid været. I motorsporten op til 1980’erne havde kørerne ikke millionkontrakter med et team, men sikrede deres indtjening gennem startpenge og præmiepenge. De var derfor nødsaget til at stille op i mange løb og løbsserier for at have en levevej. En racerkører i 1950’erne og 1960’erne kørte løb hver weekend, og også ofte i løbet af ugen. Formel 1-kørere fra dengang var allround-racerkørerne, der udover Formel 1 kørte i andre Formel-klasser, særligt Formel 2, sportsprototyper, standardvogne og andet med fire hjul. Derfor var Motorsportens Blå Bånd særligt eftertragtet.

I perioden 1950-1960 var den amerikanske racerbane Indianapolis en fast del af Formel 1-kalenderen, selvom det var helt andre typer Formel-biler man kørte med på netop den bane. Det var nødvendigt at tage Indianapolis med på kalenderen for at kunne kalde Formel 1 en VM-serie. Mange Formel 1-kørere har derfor forsøgt sig i Indianapolis 500-løbet med modificerede Formel 1-biler. Selv efter Indianapolis-løbet ikke talte med til Formel 1-verdensmesterskabet var der Formel 1-kørere, der forsøgte at vinde på den prestigefyldte bane. Primært fordi præmiesummen var enorm sammenlignet med præmiepengene i Formel 1. Jim Clark vandt løbet i 1965, og Clark var dengang et godt bud på en mulig vinder af Motorsportens Blå Bånd. Jim Clark kørte Monacos Formel 1 Grand Prix otte gange, men formåede aldrig at vinde løbet. Clark stillede også op på Le Mans, men langdistanceløb lå ikke til hans kørerstil. Selvom Clark vurderes af mange som en af historiens bedste Formel 1-kørere, formåede han aldrig at vinde Motorsportens Blå Bånd.

17 racerkørere har deltaget i alle tre løb, og flere har vundet to af dem. Både Maurice Trintignant, Bruce McLaren og Jochen Rindt har vundet Le Mans og Monacos Grand Prix, men mangler Indianapolis 500. I nyere tid har Jacques Villeneuve vundet Indianapolis 500 i 1995 og var tæt på at vinde Le Mans i 2008. Det havde dog ikke givet Villeneuve Motorsporten Blå Bånd, da han mangler at vinde Monacos Grand Prix. Til gengæld har Villeneuve en Formel 1 VM-titel fra 1997, så hvis man bruger definitionen med VM-titel, var Villeneuve også tæt på. Juan Pablo Montoya vandt Indianapolis 500 både i 2000 og 2015 samt Monacos Grand Prix i 2003. Da Montoya stadig er aktiv racerkører, har han en mulighed for at fuldføre bedriften, hvis nogen vil tilbyde ham et Le Mans-sæde.

Graham Hill med det alsidige talent og den ikoniske hjelm

Det lader til at være en umulig bedrift, og så alligevel ikke. Der er én kører som har vundet ”The Triple Crown of Motorsport”/Motorsportens Blå Bånd, uanset hvilken definition, der vælges. Graham Hill vandt Monacos Grand Prix 5 gange, og VM-titlen 2 gange. På grund af de gode præmiepenge var Colin Chapman (holdejer af Lotus F1 1954-1982) og hans Lotus-hold en ivrig deltager på Indianapolis. Året efter sejren med Jim Clark vandt Graham Hill løbet i 1966 – begge sejre var for Lotus holdet. Så manglede Hill kun Le Mans, og sejren på Circuit de la Sarthe kom i 1972 for det franske hold Matra. Hill var en gudsbenådet alsidig racerkører og den eneste i historien, der har vundet Motorsportens Blå Bånd. Hill var i øvrigt en dygtig roer, og var han ikke blevet racerkører, kunne han potentielt have fået det blå bånd indenfor roning. Hill overførte farver og design fra London Rowing Club til sin racerhjelm. Et hjelmdesign hans søn Damon Hill overtog, da han kørte Formel 1 i perioden 1992-1999.

Er alt håb ude for en gentagelse af bedriften med at vinde Motorsportens Blå BåndMåske ikke. I 2015 lånte Force India sin kører Nico Hülkenberg ud til Porsches Le Mans team – og Hülkenberg vandt Le Mans. Hülkenberg har fortsat chancen for at vinde Monacos Grand Prix (eller VM-titlen) og efter sin Formel 1-karriere kan han søge mod IndyCars i USA for at vinde Indianapolis 500. Alternativt skal han forsøge sig med Indianapolis sideløbende med sin Formel 1-karriere, som Fernando Alonso har fået muligheden for. Alonso har fravalgt at køre Monacos Grand Prix i 2017 for i stedet at deltage i Indianapolis 500. Alonso har klart meldt ud, at han ønsker at vinde ”The Triple Crown of Motorsport” – Motorsportens Blå Bånd. Alonso har vundet Monacos Grand Prix og VM-titlen hver 2 gange, og han har stadig en alder, hvor han kan prøve kræfter med Le Mans en hel del gange. Det er fascinerende at se, hvordan motorsportshistorien stadig betyder noget for nutidens racerkørere. Lad os krydse fingre for, at vi igen kan opleve en vinder af Motorsportens Blå Bånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *