Formel 1 vender tilbage til Frankrig for første gang i 10 år! Jeg har personligt glædet mig til, at Circuit Paul Ricard på Frankrigs sydlige spids vender tilbage. Banen der også er kendt som “Le Castellet” er en underholdende bane, som jeg er sikker på, vil give et rigtigt godt Grand Prix både i år og i fremtiden. Hvad skal vi holde øje med i den kommende weekend?

Hold øjnene på banen! Det gælder altid for kørerne, men i særdeleshed også for os der følger, når en bane får comeback som Paul Ricard gør. Banen har i de senere år været benyttet til langdistanceløb, mindre Formel-klasser og Abarth 500 Trofeo, hvorfor banen er meget opdateret, men stadig med sit klassiske design hvor tidligere vindere blandt andre har været Niki Lauda, James Hunt og Nigel Mansell. Det bliver spændende at se, hvordan de lynhurtige Formel 1-racere anno 2018 tackler banen, og ikke mindst hvordan kørerne tackler denne nye udfordring. Seneste vinder på Paul Ricard var Alain Prost (1990) – hvem bliver den næste i rækken?

Det kunne være Valtteri Bottas, hvorfor han fortjener et vågent øje. Finnen startede sæsonen med flere fejl, men har siden vundet fire 2. pladser. Bottas har fået styr på sin kvalifikation, hvilket giver ham udgangspunktet for stabile løbsresultater. 2018 har ikke budt på en sejr endnu, men Bottas er for øjeblikket mindst lige så formstærk som sin holdkammerat Lewis Hamilton, hvorfor Bottas med endnu en god kvalifikation, kan sikre sig sejren på søndag. Banens tre lange sektioner kan give en lille favorisering til Mercedes-motoren.

Romain Grosjean er på hjemmebane. Det er én grund til at holde øje med franskmanden. Grosjean har samtidig afsløret et nyt specielt hjelmdesign til weekenden, som udelukkende består af den franske tricolore. Endnu en grund til at holde øje med Haas´ nummer 8. Grosjean fik stor oprejsning i Canada, hvor han understregede sine evner i selve løbet med taktisk klog kørsel. Det giver grund nummer tre til at følge Grosjean i weekenden! Kan Grosjean levere som han gjorde i Canada, kan han tage hul på super-måneden (3 løb – 3 weekender i streg!) på lige fod med holdkammerat Kevin Magnussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *