I den kommende weekend starter den europæiske del af Formel 1-sæsonen. Circuit de Catalunya er omdrejningspunktet for Spaniens Grand Prix, men hvad skal der holdes ekstra øje med?

Fernando Alonso er på hjemmebane ved Spaniens Grand Prix. Selvom McLaren stadig er langt fra fordums styrke, kommer Alonso med maksimal selvtillid efter sidste weekends sejr for Toyota ved 6-timers løbet på Spa. Spanierne vil bære Alonso fremad, som de har gjort hvert år siden 2003, hvor Alonso med en 2. plads sikrede sig en plads i hjerterne på alle de spanske tilskuere. En top-5 placering ved søndagens Grand Prix vil være som en sejr for McLaren og Alonso.

Haas er også værd at holde øje med. For nogle løb siden skulle man holde øje med Haas grundet deres overraskende flotte resultater. I de sidste par løb er det igen blevet hverdag for Haas med svingende præstationer fra både Romain Grosjean og Kevin Magnussen. Circuit de Catalunya er den officielle pre-season testbane for Formel 1, hvorfor langt de fleste teams har testet materiellet mange gange rundt på banen i Barcelona. Vil vinterens tests give gevinst for Haas? Chancen er der, men Haas er blevet voldsomt udfordret i midterfeltet i de seneste par løb. Force Indias genkomst og Renaults stigende styrke må give Haas bekymringer forud for Spaniens Grand Prix.

Nico Hülkenberg lavede en sjælden uprovokeret kørerfejl ved Aserbajdsjans Grand Prix, hvor der ellers var en top-5 placering i sigte. Hvor står Renault i forhold til Red Bull? Det er svært at se styrkeforholdet mellem de to teams, men ved seneste Grand Prix i Baku, synede Renault som værende på linje med- eller endda hurtigere end Red Bull. Hülkenberg er den mest formstærke af ham og holdkammerat Carlos Sainz Jr. i øjeblikket, så kan Renault matche Red Bull igen, rækker Hülkenberg ud efter karrierens første podium i Spanien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *